En sikker trækharmonika 
(Copenhagen Jazzhouse 23/4-92) 
I Keith Knox' bog om den svenske barytonsaxofonist Lars Gullin fortæller denne, at der i Danmark findes en instrumentkollga til ham, som spiller meget ligt ham. Hans navn er Kurt Larsen, hvis hovedinstrument imidlertid er trækharmonikaen. Det interessante i denne sammenhæng er, at også Gullin spillede trækharmonika fra han var fire, fem år og indtil han som 13-årig begyndte at studere klarinet. 
Denne indbyrdes forbundethed mellem Gullin og Larsen markerede sig mest åbenbart i koncertens anden afdeling, der udelukkende bestod af Gullin-kompositioner, og hvor Larsen foruden pianisten Nikolaj Hess, bassisten Jens Jefsen og trommeslageren Aage Tanggaard også benyttede sig af en strygekvartet af studerende fra Musikkonservatoriet. Dels i egne, dels i bearbejdelser af Gullins originale arrangementer. Men fremført så fornemt som her i alle tilfælde som vidnesbyrd om, at man med rette kan betegne Gullin som et af dette århundredes betydeligste svenske melodikere. 
Forinden da havde vi allerede kunnet konstatere, at også Larsen selv er i besiddelse af en fint udviklet melodisk sans. Ikke blot i sin Gullin-inspirerede "Med lukkede øjne", men ligeledes i kompositioner som "Balladen om", bossa novaen "Tirami su" og en fransk vals "Janvier", der viste, hvor varieret han kan skrive, og hvor sikkert han kan ramme et bestemt stemningsleje. 
 -  Boris Rabinowitsch, Politiken 
Til top 

Larsens niche med harmonika 
(Unicorn Jazz, 10'eren april 1992) 
Trækharmonika, accordeon, i jazzsammenhæng - jo, nogle tilfælde kender man da: Art van Damme, FrankMarocco, Mat Mathews. Men ligefrem hverdagskost kan man ikke kalde det, og min fornemmelse er nærmest, at instrumentet (og en række af dets mere lokalt kendte udøvere) har en slags kultstatus, i jazzlivet, förstås. 
Dette turde vel også i nogen grad gælde 50-årige Kurt Larsen, for så aktiv han end er i så mange andre musikalske sammenhænge, har hans jazzmusikalske formåen hidtil kun været kendt af en mindre, desværre. Men Larsen faktisk en glimrende jazzmusiker og for undertegnedes ører en bekræftelse på tesen om, at er man jazzmusiker i sin sjæl, kan selv det mest uortodokse eller uhåndterlige instrument ikke skjule det. 
Især Larsens rytmiske lethed i fraseringen kan få lytteren til at abstrahere fra de fordomme, man måtte have om instrumentets "jazzegnethed" og hans næsten fintslebne nuancering i et par ballader af egen tilvirkning var en fornøjelse at lægge øre til. Ikke mindst hans "Balladen om", som kunne have været et ukendt Michel Legrand-opus, ville jeg gerne høre igen med dens smukt underspillede vemod. 
 - Thorbjørn Sjøgren, Berl. Tidende 
Til top 

Copenhagen Jazz Festival 1993 
(fra festivalprogrammet) 
....The way Larsen treats his accordion, one wonders why it is such a rare instrument in jazz...Elegant and light, versatile and extremely musical. This amazing musician displays a unique understanding of how the soul of jazz also can be portrayed. 
Til top  

Mere end cafémusik 
(Kurt Larsen trio, Sabines Cafeteria 3/7-93) 
Det ligger unægtelig lige for: et cafélokale af beskeden størrelse og en trio med harmonika, guitar og bas, og tanken om en musik med lige dele Nyhavn og Pigalle er ikke fjern. Men det skulle blive anerledes, endda fra start til slut. Og de, der tidligere har stiftet bekendtskab med Kurt Larsens musik, vil vide, at nok kan den (blandt andet) strejfe den franske musette-musik, men også at den er både af en bredde og en fintsleben og nuancerig musikalitet, som vel de færreste vil forbinde med instrumentet. 
I både solospil og akkompagnement til Morten Højrings guitar og Jens Jefsens bas demonstrerede larsen en nærmest eksemplarisk omhu både i klanglig og dynamisk henseende, og trioen kom derved til at fremstå som langt mere end den ad hoc-gruppe, den i virkeligheden var. 
Men såvel Højring som Jefsen er selvfølgelig også musikere, som kan mere end deres fadervor, så i virkeligheden var det måske ikke så underligt, at de i så høj grad kunne rives med af Larsens originale spil. Begge præsterede et prægtigt melodisk solospil og dertil et akkompagnement, som ofte gled over i helt filigranagtige, kontrapunktiske passager. 
På den anden side var det også tydeligt, at de to rytmefolks engagement ansporede Kurt Larsen, for hans solospil var hele vejen igennem med stor improvisatorisk fantasi ig indlevelse stilistisk i smuk forlængelse af 50'ernes jazztradition og med en frasering, som i sin næsten perlende klare disponering adskille steder førte tankerne til store solistiske begavelser som Lee Konitz, Sonny Stitt og Clifford Brown. 
Og andetsættets blues, som måske kunne stamme fra Kenny Dorham eller Hank Mobley, rummede så klichéfrit spil fra alle tre, at folk med større internationalt ry ikke havde behøvet at skamme sig. Tilbage er vel kun at sige tak. 
 - Thorbjørn Sjøgren, Politiken  
Til top 

Harmonika-jazz - harmonikaspilleren Kurt Larsen overbeviser 
(Copenhagen Jazzhouse 21/1-95) 
Det er ikke fordi harmonikaspilleren Kurt Larsen fører sig så ofte frem i ren jazzsammenhæng, men han har jo også andre jern i ilden. Lørdag eftermiddag kombinerede han således jazzen med det pædagogiske i en slags syng-med arrangement, primært for børn, men midt på aftenen kom så jazzeen op på bordet for alvor. Både ved denne lejlighed og på Larsens nye CD "51" - betitlet efter den franske pastis - er kvartetten udvidet. På CD'en med vibrafonisten Kåre Munkholm, live med Fredrik Lundins tenor- og sopransax, og med al respekt for førstnævnte, synes jeg nok, at Lundins ekspressive spil tilføjer musikken adskilligt mere. Ikke fordi vibrafonen ikke klæder Larsens harmonikaspil, men tilføjelsen er snarere en rar afveksling, mens Lundin for alvor får kvartetten til at ekspandere, samtidigt med at han behandler Larsens indtagende og mere melodisk substantielle temaer som om de havde været i hans ejendom i lang tid. 
Sammenlignet med Larsens foregående udgivelse "Nuages" er nogle af stykkerne på den nye CD måske knap så spændende, men stadig har musikken denne ganske personlige tone, som både rummer det musetteagtigt charmerende og det svenskfarvet vemodige, og på scenen var musikken hentet fra begge CD'er. 
Det var åbenlyst at inspirationen hos Larsen og Lundin gik begge veje: den første spillede flere steder med en blæseragtig bevægelighed på det store instrument og desuden med et overmål af finstemt dynamik, den anden med en rent ud frapperende sans for at forene det højstemte med evnen til konsekvent at fastholde den melodiske substans og kontinuitet. Og det var ikke nogen ringe indsats bassisten Jens Skou Olsen ydede ved undertiden at følge Lundin som en skygge. 
Trods at han havde godt fat i de enkelte stykkers stemning og karakter stod Nikolaj Hess' klaverspil i lange stræk underligt isoleret og bag Lundins solospil næsten overflødigt, og Anders Mogensen var i sit viskerspil lovlig løssluppen, mens han med stikker ofte var energisk pulserende. 
Til de som tror at jazz og harmonika er to uforenelige størrelser kan man kun sige, at de for en sikkerheds skyld bør checke Kurt Larsen af. At Larsen og Lundin bestemt heller ikke er det, blev jeg klar over ved denne lejlighed. 
Og så var det en fornøjelse at overvære, hvordan et lørdagsaftenspublikum i Jazzhuset ogås kunne være helt stille, så musikken ikke bare kunne høres, men også fik lov at klinge. 
 - Thorbjørn Sjøgren, Politiken  
Til top 

Kurt Larsen plus tre 
(Copenhagen Jazzhouse ??) 
Det hører sig efterhånden til blandt jazzmusikere, at de i deres annoncering af programmet kommer med hentydninger til deres seneste pladeudgivelser. I visse tilfælde bekendtgør de endog, at de har et antal eksemplarer med sig, og at eventuelle henvendelser i pausen ikke veil være uvelkomne. 
Det kan gøres på mange måder. Accordionspilleren Kurt Larsen gjorde det med en naturlig selvfølelse, der både forekom sympatisk og velmotiveret. Hans cd "Nuages", der udkom sidste år, bød på en fin oplevelse, og det gjorde aftenens koncert ligeledes, omend ikke uden forbehold. 
For de tre nye musikere, der nu ledsager Larsens accordion, spillede endnu ikke med den påkrævede indbyrdes fortrolighed. Jens Skou Olsen er en fornem bassist, men over for en pianist som Jørgen Emborg må han formulere sig mere økonomisk. Og selv om det lyser ud af den unge trommeslager Anders Mogensen, at han gerne vil gøre det rigtige, så bliver han nødt til at revidere sit spil ganske betydeligt, hvis hans uomtvistelige talent skal udfolde sig i fuldt omfang. 
Det var således ganske betegnende, at Mogensen ikke havde nogen andel i de to numre, der for mig fremstod som aftenens højdepunkter - en uakkompagneret udgave af balladen "My one and only love", som Larsen både i form og udtryk gav en fylde, der henledte tanken på Dino Saluzzi, og hans egen komposition "Vintertid", som en fremragende solo af Emborg løftede yderligere. 
At Larsen er overhoved for en musikalsk familie, fremgik af de tre numre, som hans søn Nikolaj medvirkede i ved flyglet. Bland dem gjorde ikke mindst "Stille dis" med sin diskrete slaviske tone indtryk. Men i det hele taget var repertoiret, der spændte fra jazzstandards over brasiliansk samba og bossa nova til Larsens egne kompositioner, både velvalgt og fint varieret. 
 - Boris Rabinowitsch, Politiken 
Til top 

Raffineret harmonika-musik 
(Copenhagen Jazzhouse 17/2-93) 
Det går vel knap an længere at betegne harmonikaspilleren Kurt Larsen som én af dansk jazzlivs velbevarede hemmeligheder. Med en nyudsendt (glimrende) CD og et flot besøg i Jazzhuset aner man, at et større publikum er ved at få ørerne op for denne begavede musiker. 
Det ville være synd at sige, at der er mange instrumentkolleger at jævnføre ham med, og de to, der falder først for - Art van Damme og Frank Marocco - dyrker begge gennemgående en mere udadvendt og mindre raffineret musiceren. 
Og netop raffineret er vel ikke nogen upræcis betegnelse for Larsens musik, ved denne lejlighed næsten ligeligt delt mellem hans egne kompositioner, ofte af en betagende renfærdighed, og stykker af hans fornemste mentor, den svenske barytonsaxofonist Lars Gullin. 
I adskillige af de sidstnævnte fik musikken ekstra fylde, klangligt som emotionelt ved tilføjelsen af en smukt spillende strygekvartet, og netop det emotionelle fik måske her en ekstra understregning ved at man benyttede Gullins originale arrangementer, skrevet under hans ophold i København for 30 år siden. Blottet for enhver smartness har denne musik fuldt ud bevaret sin livskraft og sin evne til at bevæge lytteren med sit sprog, der i sjælden grad forener det enkelte og indlysende med det højt raffinerede. 
Om trioen bag Larsen kunne man måske opsummere sine indtryk af de enkelte musikere gennem den senere tid derhed, at vi her står med en helt fremragende klavertrio i svøb: Med Anders Mogensens ungdommeligt sprællevende trommespil, Jesper Lundgaards urokkelige autoritet og samlende kraft i basspillet og pianisten Nikolaj Hess, som er inde i en rivende udvikling med et spil, som solistisk udviste en overbevisende rytmisk ro og balance, parret med en melodisk dristighed af bemærkelsesværdigt omfang. 
Vi er i Kurt Larsens brug af dette ofte mishandlede instrument så langt fra bævren og havskum, som tænkes kan. 
Det var en stor oplevelse. 
 - Thorbjørn Sjøgren, Berl. Tidende 19/2-93 
Til top  

Kulturnat København 1996 
.....Kl. 22 er der stadig åbent på Musikhistorisk Museum bag Kultorvet, hvor Kurt Larsen spiller franske musetter på sin harmonika med guitaristen Jacob Fischer i tofarvede golfsko og Jens Skou Olsen på bas. Omkring 70 mennesker sidder på stole eller står og vugger langs montrene til musikken, der lyder som noget fra en romantisk film fra Paris. 
 - Per Munch, Politiken 
Til top 

Jazz på harmonikaen 
(Copenhagen Jazzhouse ??) 
Først for alvor at gøre sig bemærket som jazzsolist i 50-årsalderen og dertil på et i denne sammenhæng så lidet benyttet (og agtet) instrument som harmonikaen, det kan vel kaldes usædvanligt. Det er imidlertid, hvad Kurt Larsen har gjort, og efter fremmødet at dømme, er han ikke længere den velbevarede hemmelighed, han var for blot få år siden. Og godt det samme, for dels er det jo godt at få krakeleret eventuelle fordomme om instrumentets egnethed i jazzsammenhæng, dels er Larsen en glimrende jazzmusiker, slet og ret. 
I de mere raske tempi med en fremadrettet raphed i fraseringen, der kan bringe visse af 50'ernes gode saxofonister i erindring, og i de langsommere stykker (som udgør en ikke uvæsentlig del af repertoiret)med den indtagende vemodsblandede sødme, som, når den overdrives, netop har været med til at bringe instrumentet i miskredit. At den ikke gør det hos Larsen, hænger måske sammen med, at en del af disse stykker er af egen avl og i et stemningsmættet, lavmælt suggererende tonefald, som f.eks. hans "Oktobervals", der i sin renfærdige tone var i slægt med f.eks. Karsten Vogels musik 
En anden backing end vanligt ledsagede Larsen ved denne lejlighed, og man fornærmer næppe nogen ved at hævde, at Jørgen Emborgs klaverspil udfordrer ham på en anden måde end Nikolaj Hess'.......... 
 - Thorbjørn Sjøgren, Berl. Tidende 
Til top  

Odense Koncerthus "Piaf" med Kirsten Siggaard 

........Harmonikaspilleren Kurt Larsen som frontfigur i orkesteret - en knagende dygtig musiker, der mestrer musette-klangen med stor stilfornemmelse....... 
Til top 
 

Erling Kroner Dream Quintet - 1996 - læs mere hos Erling Kroner 

....og så var det på samme tid et kup og helt indlysende at anvende Kurt Larsens nuancerige harmonika, vekslende mellem sitrende desperation og rå kropslighed......og i et bredt spektrum af stemninger derimelllem. - Thorbjørn Sjøgren, Politiken 

....Erling Kroner kalder sin nye gruppe for sin "drømmekvintet"....Det er kvintetmusik, der ikke lyder som noget andet herhjemme, ikke mindst selvfølgelig på grund af Kurt Larsens udsøgte harmonikaspil, der var smukt integreret i helheden  - Per Calum, Jyllandsposten  

....Og man oplevede en gruppe med en helt egen lyd. En helt personlig farve. Og tilden bidrog ikke mindst Kurt Larsen, den i disse år betydeligste danske harmonikaspiller. Hans beherskelse af klang og dynamik var enestående, og hans solistiske forløb var en udsøgt nydelse. 
 -Kjeld Frandsen, Berl. Tid. fra Copenhagen Jazzfestival 1996 
Til top  

Trækspil for to 
(Musikhistorisk Museum 20/5-01) 

Smukt sammenspil mellem to harmonikaer. 

Ikke mange instrumenter har vel været så udskældte og uglesete i samme grad som harmonikaen. Tilmed i en slags klemme mellem folkemusik og finkultur. Men på samme måde som f.eks. Toots Thielemans i sit mundharmonikaspil effektivt har vist os, at det er manden bag instrumentet, det kommer an på, og ikke instrumentet i sig selv, er det med Kurt Larsen. 
Nok har hans harmonikaspil gennem årene kunnet høres i de mest forskelligartede sammen- 
hænge, og vist er hans egentlige jazzfremtrædener ikke voldsomt hyppige, men dette sidste kan man godt beklage, sådan som han ved denne lejlighed spillede i standardnumre som "Autumn Leaves", "Beautiful Love" og nyligt afdøde Charles Trenet's "Que reste-t-il de nos amours (måske bedre kendt som "I wish you love"). 
I ligeværdigt samarbejde med sin sicilianske instrumentkollega Francesco Cali (og med bassisten Peter Hansen som en på samme tid diskret og effektiv timekeeper) blev adskillige af eftermiddagens stykker smukke eksempler på, hvordan to ligesindede musikere både kan anspore hinanden, sætte hinanden i relief og - med en detaljerig differentiering af instrumenternes klangfarver - undgå det massive, som to store harmonikaer måske ellers kunne friste til. 
Sin vane tro bevægede Larsen sig uanstrengt i et repertoire, som også var i jazzens udkanter, eksempelvis Astor Piazzollas "Libertango" med vældig rytmisk snert og stykker af hans franske instrumentkollega Richard Galliano (et virilt-lidenskabeligt mix af musette, jazz og tango) og af bassisten Charlie Haden, de sidste også med Cali som en nærværende klaverledsager. Bemærkelsesværdigt i øvrigt at denne faktisk er klassisk uddannet som pianist og "kun" har harmonikaen som biinstrument. 
På papiret er der nok langt fra en italiensk mazurka over en svensk hambo til en argentinsk tango. I virkeligheden behøver afstanden ikke være distraherende eller signalere skydning med musikalske spredehagl. I hvertfald ikke når det er kunstnere med et musikantisk anstrøg som her, der styrer slagets gang. 
- Thorbjørn Sjøgren, Politiken 23/5-01 
 Til top