Kurt Larsen Quartet "Nuages" 
(Jazz Special feb/marts 1993) 
Efter i mange år at have ført en jazzmæssigt tilbagetrukket tilværelse dukkede harmonikaspilleren, barytonsaxofonisten og komponisten Kurt Larsen i foråret op ved et Unicorn-arrangement med egen jazzkvartet. Lykkeligvis blev det til flere jobs og gudskelov denne pladeindspilning. Selv om vi i de senere år har stiftet bekendtskab med de sydamerikanske bandoneonspillere, er harmonikaen et sjældent instrument i jazzen. 
Kurt Larsen har skrevet ni af cd-ens 11 numre og fremstår som en begavet komponist, som skriver smukke lyriske, sangbare og iørefaldende melodier. Skønt inspirationen tydeligvis er hentet vidt forskellige steder fra - fransk musik, svenske folkemelodier, ja solonummeret "Dagen går ind" har nærmest salmeagtig karakter, er det dog tydeligt at holdningen til musikken er gennemvævet af jazzens traditioner. Kurt Larsens tone er lys og klar, han fraserer som en blæser og hans melodiske improvisationer er opfindsomme og idérige, hvad der sammen med en tilbagelænet stilfærdighed danner indtrykket af en moden og afklaret musiker. 
Når pladen er så helstøbt som den er, skyldes det ikke mindst valget af de øvrige musikere. Jesper Lundgaard er med sit sikre basspil en gevinst i enhver sammenhæng. Aage Tanggaards trommespil er spændstigt og lydhørt, og Nikolaj Hess viser også i dette selskab, hvilken mageløs pianist han er. 
 - Ole Nimand  
Til top  
 
 
 

Rør og bælg - Ja, harmonika 
(Information jan.93) 
I april 1992 havde harmonikaspilleren Kurt Larsen en fin aften i Copenhagen Jazzhouse, som for mange af tilhørerne må have været det første møde med et af de skjulte talenter i dansk jazz. Den 51-årige Larsen har nu fået udgivet sin første plade under eget navn, hvor Nikolaj Hess og Aage Tanggaard igen er med, mens bassisten er Jesper Lundgaard. En herlig rytmegruppe, hvor Tanggaard igen lyder som en kvartetmusiker og ikke, som så ofte i de sidste år, som en big band-trommeslager. 
Harmonikaen er stadig ikke anmelderens yndlingsinstrument, men pyt med det, når Dino Saluzzi spiller bandoneon eller Larsen akkordeon. Sidstnævnte er fortrolig med flere af de musikalske traditioner hvor instrumentet er udbredt, men han er ikke mindst en fortræffelig jazzmusiker - også som barytonsaxofonist, hvad vi har hørt på Henrik Metz' Silhouettes. 
Forståeligt nok er der flirt med fransk musette-musik i Django Reinhardts Nuages og Larsens egen "Janvier", men musikken er mere samlet når den fastholder jazzudtrykket, som i "Sometime ago" eller Larsens egen "Silent Song". To smukke duetter for harmonika og klaver viser igen Nikolaj Hess' indføling: "En lille vals" og især "Lullaby", begge af Larsen. Det er en meget indtagende plade, som bør skaffe Kurt Larsen mange tilhængere. 
 - Erik Wiedemann 
Til top 

Harmonika med drømmen under kontrol  
(Berl. Tidende feb. 93) 
Harmonikaspilleren Kurt Larsen CD "Nuages" burde være en sensation - hvis det da ikke lige var fordi musikken er så enkel, ærlig og overbevisende, at den nærmest undsiger de store ord. Både Larsens spil og hans kompositioner er udtryk for en personlighed, for hvem det hverken musikalsk eller instrumentalt drejer sig om at "oversætte" f.eks fransk musette-inspiration eller lys, skandinavisk melankoli til jazzharmonika. Larsen spiller tilfældigvis bare trækharmonika, og tonerne reflekterer i lige måde hans instrument som hans musikerholdning - et melodisk udtryk med drømmen under kontrol i de sprøde orgelklange. Og det hvad enten han spiller sin egen lille vals "Janvier" eller Django Reinhardts "Nuages". 
Omgivelserne fungerer optimalt med bassisten Jesper Lundgaard, trommeslageren Aage Tanggaard og pianisten Nikolaj Hess i kærligt solidarisk samspil - og Hess viser sig dertil også som den helt rigtige solo-makker. Man glemmer alt om stil og teknik, når han lige så fordomsfrit som Kurt Larsen fortæller sin jazzmusikalske historie. Det er simpelthen en stor CD, som selv om den klart nok hører til jazzkategorien, nok vil appellere langt videre - herunder forhåbentlig også til dem, der endnu måtte have forbehold overfor harmonika. 
 - Jørgen Siegumfeldt 
Til top  

Charme og vemod - CD Nuages   
(Politiken feb. 93) 
Man behøver ikke at begive sig helt ud på overdrevet for at søge efter"grænseoverskridende" musik. Man kan også finde den i det, der tilsyneladende ser helt ordinært ud. F.eks hvis man lytter til en komposition som "Trekosten", der kan beskrives som en svensk musettevals - skabt af en dansk musiker, nemlig accordeonspilleren Kurt Larsen. Og dette nummer er kun én af de musikalske perler, som hans plade rummer. 
Ganske vist vil man også kunne blive bekræftet i sin eventuelle fordom om, at der er noget i selve accordeonens natur, der gør den mindre velegnet til egentligt jazzspil. Og i flere tilfælde kunne Larsen også med held have undladt sine udfyldninger bag pianisten Nikolaj Hess' soli. Men det kompenseres der mere end rigeligt for, når det gælder den musikalske helhed, som pladen danner. 
For hvor er Larsen dog en glimrende musiker og komponist. Og ikke mindste i 3/4-takt kommer også hans instrument fint til sin ret. Førnævnte "Trekosten" har både den franske vals' lethed og charme - og den tone af nordisk vemod, der kendetegner den svenske barytonsaxofonist Lars Gullins musik. Den klinger endnu dybere i "En Lille Vals" og "Lullaby", to betagende duonumre i samspil med Hess, der tilfører musikken en udtryksfylde, som man ikke skulle forvente hos en så ung musiker. Netop fordi den er så behersket og derfor i endnu højere grad appellerer til vor medleven. Bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Aage Tanggaard svarer for den fornemme ledsagelse, der specielt i et nummer som Silent Song er så udsøgt som overhovedet tænkes kan. 
Helt for sig selv står "Dagen Går Ind", som Larsen spiller uakkompagneret. Her anslår han en stemning, som nærmer sig den argentinske bandoneonmester Dino Saluzzis kunst. 
 - Boris Rabinowitsch  
Til top 

Giv trækspillet jazz  
(Århus Stiftstidende 11/1-93) 
Der var engang, da harmonikaen nærmest var et skældsord i jazzsammenhæng. De tider er forbi. Måske fordi vi har lært at lytte til den argentinske bandoneon. Eller måske fordi vi har lagt fordomme på hylden. Eller måske nærmere fordi der spilles bedre på skipperklaver i dag. 
Lad os bare være fine på den og kalde instrumentet accordion. Jeg tror nok, at jeg forstår lidt af dets fraseringsmæssige begrænsninger i jazzsammenhæng. Disse synes ganske overvundet af den fortrinlige udøver af instrumentet, Kurt Larsen, der i sin kvartet har allieret sig med så tilhøreladende åndsbeslægtede som pianisten Nikolaj Hess, bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Aage Tanggaard. 
Kurt Larsen tegner sig selv for de fleste af pladens 11 kompositioner, der viser ham som en glimrende sangskriver, hvis man kan være det, når der ikke er sang på. Synger gør det ikke desto mindre. Den afsluttende "Trekosten" i 3/4 er slet ikke til at stå for. Har man en indbygget aversion mod trækspil, så lyt til den. 
Til top  

Udsøgt harmonikaspil   
(Berl. Tidende ?) 
Kurt Larsens kompositioner ejer samme kvaliteter som hans harmonikaspil: På én gang meget udsøgt, men samtidig også i besiddelse af en næsten folkelig fortrolighed i den let nostalgiske tone. Det fremgår med al tydelighed af den nye CD "51" med Larsens kvartet (pianisten Nikolaj Hess, bassisten Jens Skou Olsen og trommeslageren Anders Mogensen) plus vibrafonisten Kaare Munkholm, der medvirker på fire af de ti kompositioner - alle af Kurt Larsen. Altså  ingen beklagelser over, at der kun spilles originalmateriale. Og slet ikke, når kvartettens musiceren samtidig dækker hele spektret fra "Oktobervals'" fortættede poesi (hvor Larsen vælger instrumentets sarteste register) til meget regulære jazzkvaliteter for fuldt udtræk i f.eks "The Goose Walk" eller "Gyngen". 
 - Jørgen Siegumfeldt  
Til top 

Kurt Larsen Quartet - 51  
(Jazzspecial dec. 1994) 
Alle numrene på CD'en er fra Larsens egen pen, og som på den forrige: enkle, viseagtige, mange meget sangbare, og alligevel ind imellem med en urovækkende dybde, der maner til eftertanke. Larsens improvisationer er melodisk smukke og hans timing er forbilledlig også i akkompagnementet. Og sikke et modspil han får fra både Hess og Jens Skou Olsen, to unge, der trænger sig mere og mere på. Kurt Larsen fremstår med denne CD atter som en begavet komponist, orkesterleder og musiker. Synd at han har så få spillemuligheder som jazzmusiker. 
 - Ole Nimand 
Til top 
 

Kurt Larsen "51"  
(Cadence - dec. 1995) 
The accordion is such a difficult instrument to like. As popularly played, it's a big wheezy box with a relentlessly chipper sound. This may serve it well in popular dance musics like the polka, zydeco or Brazilian foro but it seems incapable of conveying deeper emotions or delicate shadings. In the hands of Kurt Larsen, however, none of these detriments are apparent. Larsen's instrument breathes instead of wheezes. His linear improvisations flow with a naturalness and grace. One of his best solos is on "Wintertime", a Bill Evans-ish waltz with a fluid, melodic solo. But Larsen can also cut loose with an almost funky solo on "The Goose Walk", a track that souns like a New Orleans second line strut. 
Larsen's quartet backs him with strength and sensitivity. The one aspect that's questionable is the presence of vibist Kaare Munkholm whose clangorous instrument clashes with the accordion's sustained sound. Oddly enough though, the pair is best featured on the accordion/vibes duet "Duo Vib". "51" may not be everyone's cup of tea. Some may find it effete but to these ears it's refreshing, unpretentious and it swings. 
 - Robert Iannapollo  
Til top 

Dansk jazzmusik på tryk - Kurt Larsen Songbook  
(Politiken) 
Lige i hælene på den begavede harmonikaspiller Kurt Larsens CD "51" kommer så et hæfte med 19 af hans kompositioner. De fleste af stykkerne indspillet på enten denne eller hans foregående CD "Nuages", og man har således mulighed for både selv at arbejde med noderne og høre et autoritativt facit. 
Flere af stykkerne har en smuk, nedtonet vemodig tone, og det forekommer helt naturligt at den langsomme "Med lukkede Øjne" er skrevet med Lars Gullin i tankerne, for den store svenske saxofonist var i en periode i de tidlige 70'ere larsens læremester og inspirationskilde, og man kunne have ønsket sig at Gullin havde indspillet dette stykke. 
Der er dog også blevet plads til - hvad der antyder Larsens alsidighed som komponist - flere ret forskelligartede stykker i 3/4-takt såvel som et par latinamerikansk farvede. 
Nydeligt trykt og forsynet med becifringer er melodierne således lige til at kaste sig over, også selv man ikke er harmonikaspiller, men "bare" har et hjem med klaver. Og alene det at se danske jazzkompositioner på tryk er jo ikke hverdagskost. 
 - Thorbjørn Sjøgren 
Til top 

Privat brev - Nuages   
Kære Kurt Larsen, 
det er en perle af en plade, du har fået lavet. Den balancerer fornemt mellem det lette, venlige, lyriske og så de mere dybe sider af jazzen. Tilmed synes jeg det er en meget dansk plade, forstået på den måde, at lyden og melodierne synger så umiskendeligt af vores breddegrader! 
Pladen bliver bedre og bedre, jo mere man lytter. Jeg har ingen favorit-numre - men: "Lullaby" er et hit. 
Tak fordi jeg fik pladen i hænde - god musik er vigtigere end det meste. 
 - Søren Thorup 
Til top  

Nils Vinding Kvartet  
(Berl. Tidende 12/9-00) 
Det er ikke så ofte, trommeslagere optræder som komponister. I ældre tider stod de sjældent for mere end et par riffs, men i dag optræder de på lige fod med andre - og mere melodi-fokuserede - instrumentalister. Trommeslageren Nils Vinding er et godt eksempel. Hans kvartet-indspilning med egne kompositioner forsvarer netop musikkens melodisk/harmoniske dyder, hvad der vel ikke kan undre med en besætning, der omfatter tre musikere som harmonikaspilleren Kurt Larsen, pianisten Thomas Clausen og bassisten Jens Jefsen. 
Larsens spinkle træk-orgel er sjældent hørt bedre end i f.eks den vemodige "The Strangest Things" og Jefsen er den ideelle, næsten minimalistisk spillende bassist bag både Larsen og Thomas Clausens ofte helt sprudlende lyrik. En af årets rigtigt smukke udgivelser, som nogen måske vil kalde nordisk i tonen, men som for mig også kan give mindelser om Astor Piazzolla - og det er ikke nødvendigvis kun p.g.a. Larsens instrument 
 - Jørgen Siegumfeldt 
Til top  

Trommende komponister 
(Politiken 22/9-00) 
To danske trommeslagere Ole Theill og Nils Vinding, tegner som komponister med hver sin cd en musikalsk profil af sig selv, der ikke blot omfatter den rendyrkede jazz, men ligeledes andre kilder, de har søgt inspiration i. For Nils Vinding er det den brasilianske musik, der har vundet hans hjerte, og på dette punkt har han en god forbundsfælle i pianisten Thomas Clausen. Men også valserytmen har tiltrukket ham, og med Kurt Larsen på harmonika er det ikke mærkeligt, at musikken ofte udstråler en musettestemning. Og i introduktionen til "What Did I Think" vil man kunne opleve, at heller ikke argentinske Dino Saluzzi står Larsen fjern. Jeg tør ikke sige, hvor ‘originale' samtlige tolv numre er, men der er adskillige perler imellem, og at der er tale om en yderst charmerende cd, kan der slet ikke herske tvivl om. Jeg må heller ikke undlade at nævne Jens Jefsens fine basspil. Hør bare hans fremragende solo i et nummer som ‘Foolish'. I den afsluttende ‘Who Keeps Waltzing Me' optræder Naja Storebjerg Laursen som en følelsesfuld sangerinde. 
 - Boris Rabinowitsch 
 Til top  

KAMMERJAZZ 
(Midtjyllands Avis okt.00) 
Trommeslageren Nils Vinding lægger navn og stikker til denne afdæmpede og smukke jazz-cd, der foruden ham byder på Thomas Clausen på piano, Jens Jefsen på bas og Kurt Larsen på accordion. Sidstnævnte instrument er sjældent hørt i jazz-sammenhæng, men det er netop disse fremmedartede toner, 
der gør denne cd til noget særligt. 
"Nordisk Jazz" er en ofte anvendt kliche, men der er altså noget nordisk over de 12 numre, noget vemodigt og længselsfuldt. Vindings kvartet leverer kammerjazz på grænsen til det klassiske, og der venter uden tvivl en smuk oplevelse, når musikerne søndag eftermiddag tropper op på Silkeborg Kunstmuseum. 
 - Steffen Lange 
Til top  

JAZZ MED HARMONIKA 
(Holbæk Amts Venstreblad okt. 00) 
......Thomas Clausen er også med på en cd med en anden kvartet, der ganske vist har trommeslageren Nils Vinding som kapelmester, men især udmærker sig ved at have harmonikaspilleren Kurt Larsen som medlem. Dels fordi han ikke så tit lader sig høre på plade, dels fordi harmonikaen kun sjældent dukker 
op i jazzsammenhæng. Jens Jefsen (bas) fuldender kvartetten. 
Pladen giver masser af spillerum til Kurt Larsens fornemme spil, hvor enkelhed og teknisk beherskelse af instrumentet går op i en højere enhed. Og så fungerer han og Thomas Clausen næsten symbiotisk sammen på pladen. 
Til top  

Et par på harmonikassen 
Dobbelt anmeldelse af Richard Galliano-koncert og CD'er - samt: 
Larsen og visen 
Noget tilsvarende gælder vores egen Kurt Larsen, der på den ene side har spillet barytonsaxofon som elev af Lars Gullin, hvis kompositioner han også er kender af, og på den anden side fortsat dyrker fransk musette og danske børnesange. 
Hidtil har han været mest overbevisende som jazzmusiker på sin egen Nuages (Olufsen, 1992), hvor han akkompagneres af en fin rytmegruppe med Nikolaj Hess, Jesper Lundgaard og Aage Tanggaard, men nu foreligger en ny kvartet-plade med trommeslageren Nils Vinding som leder: Music Mecca CD 3036-2.  
Igen er der smukt klaver- og basspil (Thomas Clausen og Jens Jefsen), men alle 12 stykker er skrevet af Vinding, og måske under inspiration fra Kurt Larsen har de en gennemgående vise-karakter, som ikke er uden charme, men heller ikke viser Larsen fra hans stærkeste side. Så en regulær jazzplade fra hans hånd, f.eks. gerne med Gullin-temaer, ville være velkommen. 
Til top  

Nils Vinding Kvartet -"Harmonikaspilleren" dec. 2000. 
(Rudi Lykkegaard) 

Nils Vinding Kvartet har begået en ny CD. Når jeg mener, at denne CD skal anmeldes i "Harmonikaspilleren" skyldes det først og fremmest Kurt Larsen, som jo hører til blandt en af vore ypperste jazzmusikere - og der er rigtig meget harmonika på denne CD - en nydelse, som bliver forstærket hver gang man hører den. Sådan er det heldigvis med god musik, det bliver bare bedre, hver gang man lytter. Endnu et fremragende bevis for den alsidighed, der er forbundet med vores dejlige harmonika. Jeg må indrømme, at jeg er faldet for flere af titlerne bl.a. Spejl, The Strangest Things og også This Is Not A Waltz lytter jeg med glæde til. Kurt Larsen er som nævnt i selskab med fremragende jazzfolk, og hans fortolkning af Nils Vindings kompositioner er bare så god. Har man hang til jazzmusik, skal man simpelthen have CD-en. 

"Trombonissimo" - "ahi val el negro" - Erling Kroner Dream Quintet  
 
Til top